Menu

Lalandia Cup 2022

image U17 pigernes førsteplads blev fejret sammen med U15 Pigerne.
07. marts 2022 kl. 21:26
Hesselager Fodbold sendte tæt på 70 spillere, trænere og holdledere afsted til Lalandia Cup 2022.

I løbet af weekenden d. 4. - 6. Marts 2022 havde Hesselager Fodbold den kæmpe fornøjelse at deltage ved Lalandia Cup efter 2 års fravær.

Fredag blev U15 og U17 Pigerne indkvarteret på Sdr. Omme Skole i et fint klasseværelse, med tilhørende opholdsrum hvor der bla. var stole, sofaer, borde og bordfodbold. Fantastiske forhold. På trods af at U15 Pigerne skulle spille deres første kamp fredag aften kl. 20 og U17 Pigerne spillede kl. 21 i to forskellige haller, lykkedes det alligevel U15 pigerne at komme ud og se de ældste spille semifinale og finalen. Sidstnævnte blev vundet 3-1 og jublen kunne bryde løs i VIADUKT HALLEN, da den store pokal blev overrakt til Hesselager Fodbold U17 Piger.
Tilbage på skolen ved midnat, var der gang i løjerne og de mange drenge- og pigehold der var indkvarteret blev først rolige omkring kl. 2.30.

Lørdag morgen kom U10 og U12 Pigerne til skolen og overtog klasseværelset, sammen med de U17 piger der blev en ekstra nat for at få det hele med, inden deres sidste Lalandia Cup var overstået. U10 og U15 Drenge ankom også Lørdag og indkvarterede sig i et nærliggende klasseværelse.

Lørdag middag spillede U10 Pigerne deres kampe med et kæmpe heppekor, hvor både U12, U15 og U17 Pigerne stod for at skabe en fantastisk stemning i Sdr. Omme Hallen, overfor skolen. hvor alle weekendens lækre måltider også blev indtaget.

Planen var at tage i Lalandia og bade efter U10 pigernes kampe, men en kæmpe kø med 2 timers ventetid, satte en stopper for det. Denne badetur blev udskudt til senere, hvor der arrangeres en heldagstur til Billund. Lørdag aften var det U10 Piger, U12 Piger, U10 Drenge og U15 Drengenes tur til at få snakket, leget og grinet med de andre hold på skolen, inden roen sænkede sig ved 23 tiden.

Søndag sluttede U12 Piger, pigernes weekend af med morgenkampe fra kl. 8, hvorefter en flok trætte piger pakkede sammen og vendte næsen mod sydfyn. Drengeholdene nåede at komme i badeland Søndag formiddag, inden U14 drengene sluttede weekenden af med kampe kl. 14.00.

Tusinde tak til alle medrejsende forældre og holdledere, for at støtte vores trænere i løbet af weekenden og stor tak til Filskov IF for endnu en gang at få enderne til at mødes og afvikle et velorganiseret stævne.  

Vi glæder os allerede til næste år!

 

 

Luk