Oprykningsfest
Fredag d. 11/6 tog Herre Senior 1 imod Holluf Pile-Tornbjerg på hjemmebane. Med oprykning sikret efter en sejr over Kirkeby IF i sæsonens andensidste kamp, var der lagt op til ren opvisningskamp i sæsonafslutningen på Hesselager Stadion. Kampen var dog ikke uden betydning for modstanderne, der også kunne blande sig i oprykningsspillet, men hjemmeholdet sejrede 4-1 og slukkede dermed håbet for de tilrejsende.
Over 160 tilskuere skabte rammerne for en festlig aften, der med både røgbomber og romerlys på tilskuerpladserne understregede hvor vigtig en milepæl denne oprykning er for truppen og de trofaste fans. Ikke siden 2012/13 sæsonen har Hesselager været i Serie 2 og det har krævet et stort arbejde fra både trænerstab og spillere, at nå hertil.
Der var selvfølgelig tændt op i grillen og fadølsanlægget var klar så den flotte sæson kunne fejres, ikke bare under kampen, men også resten af aftenen og natten.
Der blev netværket og heppet mellem de fremmødte og der var både nuværende og tidligere spillere mødt op for at fejre holdet. Vi er en klub med stolte traditioner og det kan virkeligt mærkes på sådan en dag, der vil stå klart i erindringen i mange år.
Tak for en god sæson med masser af seværdige kampe og vi begynder så småt at se frem mod den store udfordring der venter, efter en fortjent sommerferie.